top of page
Brystforstørrelse med eget fedt
Brystforstørrelse med implantater

brystforstørrelse

Bryster har været et symbol på den frugtbare kvinde i tusindvis af år - og det er mit speciale. Naturlige, smukke bryster. I mange forskellige størrelser. Det er mit mål med operationerne. Jeg anvender både klassisk plastikkirurgiske og flere nyudviklede teknikker til løft, forstørrelse og korrektion, og mange af dem kan kombineres, så du får det ønskede resultat i 1 operation.

Overvejer du at få større bryster? Her får du både et hurtigt overblik og den helt detaljerede information. Det har jeg samlet til dig, så du er godt klædt på til at træffe din beslutning og kan finde ud af, hvordan du får et varigt og naturligt udseende resultat.
Og selvfølgelig er du altid velkommen i min konsultation.

Brystforstørrelse med eget fedt
Brystforstørrelse med fedttransplantation er en teknik med varige resultater, hvor dit eget, naturlige fedtvæv anvendes til at korrigere fylde og form. Mange vælger at få lavet bodycontouring samtidigt. Først foretages fedtsugning, hvor du har passende fedtdepot, og efterfølgende injiceres fedtvæv i de relevante områder. I nogle tilfælde er kan det være relevant at kombinere eget fedtvæv og implantater mhp. brystforstørrelse eller korrektion eller erstatning af brystimplantater efter tidligere operation. På Søernes Privathospital bruger vi  BEAULI-teknikken ved hjælp af Body-jet system. Læs mere om brystforstørrelse med eget fedt i den detaljerede patientinformation.
 

FØR
 

jv_før_front.png
jv%20efter%20front_edited.jpg

EFTER

BFO med eget fedtvæv
 

jv_før_side.png
jv%20efter%20side_edited.jpg
Brystforstørrelse med implantater
Ved hjælp af indlæggelse af implantater opnås ikke blot øget fylde, men i nogle tilfælde en mere harmonisk facon. På Søernes Privathospital anvender vi kun implantater af høj kvalitet fra Mentor. Mentors implantater er CE-mærkede og er en af de få implantattyper, som er godkendt af et ekspertpanel (FDA) til anvendelse inden for kosmetisk kirurgi også i USA. Læs mere om brystforstørrelse med implantater.

FØR

sidefør IMG_6835 (2).JPG
IMG_6833 (3).JPG
side3bedst%20DSC03026%20(2)_edited.jpg

EFTER

BFO med implantater
 

DSC03017%20(4)_edited.jpg

Sundhedsstyrelsen anbefaler mammografi og ultralydscanning inden brystoperation, hvis du er >50 år. Hvis du har familiær disposition for brystkræft, kan det være hensigtsmæssigt at få foretaget scanning inden operation fra 35-års alderen. 


Kosmetisk brystoperation kan foretages hvis du er over 18 år. Hvis du har udtalt udviklingsanomali, herunder svær asymmetri kan du evt. opereres på klinisk indikation, før du er fyldt 18 år. Det er vigtigt, at du først opereres, når brystudviklingen er stationær.

 

BRYSTFORSTØRRELSE MED EGET FEDT

Fedttransplantation kan udføres med forskellige teknikker, og resultaterne afhænger af mange faktorer. Mange kvinder ser det som en ”win-win” situation, at man kan fjerne fedtvæv, et sted, hvor man har fedtdepot, ofte lår, lænd eller mave, og anvende det, hvor der mangler volumen eller form.  Fedttransplantation  anvendes i stigende grad som selvstændig behandling eller som supplement til anden behandling, fx sammen med brystimplantat. Ikke alle kvinder er egnede til indgrebet. For at vurderer om teknikken kan være relevant for dig, er det derfor vigtigt at få en individuel vurdering og samtale med en højtspecialiseret plastikkirurg, mhp. at vurdere dine muligheder og forventninger og planlægge det bedste behandlingstilbud til dig.

 

TEKNIKKEN

Fedttransplantation er en skånsom procedure, hvor man anvender patientens eget naturlige fedtvæv til at korrigere bryststørrelse, -form  eller følger efter tidligere brystoperationer. Jeg anvender Bodyjet-system, hvormed vi først foretager en skånsom fedtsugning et sted med passende fedtdepoter (oftest lår, lænd eller mave). Fedtcellerne skylles fri ved hjælp af væske, og efter fedtvævet er adskilt fra væsken, indsprøjtes fedtvævet i det område, hvor man har brug for korrektion. Både fedtsugningen og fedtinjektion foretages med meget tynde kanyler og man får derfor meget diskrete ar. Fedtvævet indeholder både fedtceller, stamceller og vækstfaktorer, hvorfor fedttransplantation kan anvendes til mange typer behandling.

HVILKET RESULTAT KAN DU FORVENTE?

Teknikken kan være relevant for dig, der ønsker at bevare din naturlige brystform, men gerne vil have mere fylde, svarende til ca. en skålstørrelse. Hvor mange fedtceller, der overlever afhænger af de teknikker, der bruges, og at du følger nogle simple anbefalinger de første uger efter behandlingen. Efter 3-6 måneder kan du vurdere det endelige resultat. Til korrektionen på ca. en skålstørrelse er det oftest tilstrækkeligt med en behandling, men der kan være behov for supplerende operationer. Fedtcellerne bevarer de egenskaber, de havde, før de blev flyttet. Dvs. de har den samme volumen, men resultatet kan ændre sig, hvis du taber dig.

 

FØR OPERATIONEN

Før operationen skal du til forundersøgelse. Her undersøger jeg dig, og ud fra dine ønsker, din kropsbygning og brystform & -størrelse, vejleder jeg dig om dine behandlingsmuligheder. Sammen planlægger vi, hvor du skal have foretaget fedtsugning. Jeg viser dig før/efter- billeder af andre patienter, så du får et realistisk indtryk af det forventede kosmetiske resultat. Du er velkommen til at tage en ven eller et familiemedlem med til forundersøgelsen. Der skal gå mindst én uge fra forundersøgelsen til operationen, hvis indgrebet betragtes som udelukkende kosmetisk betinget.

BEDØVELSE

Operationen foregår i fuld bedøvelse.

OPERATIONEN

Når du ankommer tager en sygeplejerske imod dig. Inden operationen optegner jeg operationsområderne, og du taler med en narkoselæge. Operationen varer 1-1,5 time. Fedtvævet høstes og indsprøjtes via meget tynde kanyler. Det betyder, at der stort set ikke ses ar på brystet, og der er minimal smerte bagefter. Fedtvævet sprøjtes ind mellem hud og brystkirtelvævet, og under kirtelvævet. Indstikstederne på brystet er så små, at de ikke skal sys. De små indstiksteder fra fedtsugningen sys med et sting og dækkes med plaster. Desuden får du en komprimerende cykelbuks/bodystocking, som hjælper huden til at trække sig sammen og mindsker væskeansamling.

EFTER OPERATIONEN

De første timer efter operationen bliver din hjerterytme, vejrtrækning m.m. overvåget. De fleste patienter har det godt få timer efter operationen og kan udskrives samme dag. Fedtcellerne, der er injiceret i brystet, tåler ikke tryk de første dage. Til gengæld anbefaler vi dig at du bruger kompression på de områder, hvor du er blevet fedtsuget. Du får en tid til kontrol hos os ca. 2 uger og 3-6 måneder efter operationen.  Vi anbefaler, at du bruger bodystocking/cykelbuks for at komprimere fedtsugningsområdet i 6 uger. Fedtinjektion påvirker ikke følesansen på brystet, evnen til at kunne amme eller mulighed for undersøgelse for brystkræft.

Sport og motion: kan genoptages efter 4-6 uger. 

Sol: Undgå sol i 3 uger efter operationen. Arrene skal herefter beskyttes i 6-12 måneder efter operationen med plaster eller BH, hvis du går i sol.

Arbejde: Du skal regne med at tage fri fra arbejde i 1 uge efter operationen alt efter, hvor fysisk krævende arbejde, du har.

Tobak: Lad være med at ryge før og efter operationen, hvis du vil have et godt resultat. Fedtcellerne overlever ved iltning fra omgivende væv de første dage, indtil der sker heling og kardannelse. Tobaksforbrug mindsker kraftigt ilttilførslen og helingen. Vi fraråder rygning og anden brug af tobak i minimum 4 uger før operationen og også 4 uger efter operationen.

ULTRALYDSSKANNING OG MAMMOGRAFI

Fedttransplantation ændrer ikke mulighed for undersøgelser af brystvævet. I nogle tilfælde kan man se små godartede fedtcyster, pga. nogle af fedtcellerne er gået til grunde. Fedtcyster ligner ikke ondartede forandringer.

SENFØLGER OG EVENTUELLE KOMPLIKATIONER

I de første 6 uger vil der være hævelse af brystet pga. operationen. Efter 3-4 måneder kan du vurdere den brystforstørrende effekt. Herefter vil resultatet være varigt og følge naturlige aldersforandringer og vægtændringer.

ØMHED OG MISFARVNING

Du vil føle ømhed i brystet i 1-2 uger. Der, hvor fedtsugningen er foretaget, vil der ofte være ømhed i længere tid. Der kan ligeledes være misfarvning pga. let blødning i vævet. Det fortager sig.

AR

Der vil være enkelte, meget diskrete ar på 4-5 mm, der hvor fedtsugning er foretaget. På området, der er fedtinjiceret, vil arrene være så små, at de næsten ikke ses. Hos enkelte patienter kan ar blive bredere og mørkere pigmenteret.

FØLEFORSTYRRELSER

Du kan få føleforstyrrelser i de områder, hvor vi har fedtsuget og fedtinjiceret. De føleforstyrrelser forsvinder i løbet af 2-6 måneder, men kan hos enkelte patienter være permanente (under 1 %).

VÆSKEANSAMLING OG UJÆVNHED

Der kan i sjældne tilfælde komme væskeansamling eller ujævnhed på de fedtsugede områder. Husker du at bruge kompression, er din risiko meget lille.

ASYMMETRI

Mange kvinder har fra naturens hånd asymmetriske bryster. Vi stiler under operationen mod at opnå størst mulig symmetri - men det er ikke altid, at det kan lade sig gøre at opnå fuldstændig symmetri. Hvis du har stor forskel i volumen, kan det være nødvendigt med flere operationer for at opnå det resultat, du ønsker.

INFEKTION

Infektion ses sjældent (under 1 % ). Du bør dog henvende dig, såfremt du får feber, rødme, varme eller smerter omkring arvævet.

FEDTCYSTER

De fedtceller, der er transplanterede skal overleve ved iltning og blodforsyning fra det omgiv- ende væv. Nogle af de transplanterede fedtceller overlever ikke og kan danne små cyster. I nogle tilfælde kan man mærke en lille cyste, som også kan ses ved UL-scanning, og evt. udtømmes.

Fedttransplantation bør ikke foretages i tilfælde, hvor en kvinde har kendte tegn på forstadier eller har brystkræft, som ikke er færdigbehandlet.

 

DET FORVENTEDE KOSMETISKE RESULTAT

Antallet af fedtceller, der overlever, kan variere fra person til person. Det kan derfor i nogle tilfælde være nødvendigt med en supplerende operation, for at opnå tilfredsstillende resultat.

VIL DU VIDE MERE?

Overvejer du en operation eller har du spørgsmål, er du altid velkommen til at ringe og booke en tid til forundersøgelse hos mig.

Brystforstørrelse med implantater

Ved hjælp af indlæggelse af implantater opnås øget fylde og i nogle tilfælde mere harmonisk facon. På Søernes Privathospital anvender vi kun implantater af høj kvalitet fra Mentor. Mentors implantater er CE-mærkede og er en af de få implantattyper, som er godkendt af et ekspertpanel (FDA) til anvendelse inden for kosmetisk kirurgi også i USA. 

Brystimplantation kan foretages alene eller kombineret med et brystløft og/eller sammen med fedttransplantation for at opnå det bedste kosmetiske resultat. 

Hvis du i forvejen har brystimplantater, stadig er glad for dem men ønsker korrektion af din brystform, kan et brystløft eller fedttransplantation uden fjernelse af implantater være en mulighed. Hvis du har implantater og ønsker udskiftning eller fjernelse af implantater er der mulighed for at udskifte implantater til anden størrelse og form evt. kombineret med brystløft eller fedttransplantation. Endelig vælger nogle kvinder helt at få erstatte brystimplantater med eget fedtvæv.  Hvilke behandlinger der kan give dig det bedste resultat kan du få rådgivning om ved en forundersøgelse. 

Overvejer du en brystforstørrende eller revisionsoperation eller har du spørgsmål, er du altid velkommen til at ringe og booke en tid til forundersøgelse hos mig.

SILIKONEIMPLANTATER

Et brystimplantat består af silikonegel, der er omgivet af en tyk elastisk skal af silikone med en glat eller textureret overflade. Indholdet består af silikonegel. Implantaterne kan være runde eller dråbeformede. Moderne implantater holder i mange år - og skal ikke skiftes rutinemæssigt efter 10 år. Så længe du er glad og tilfreds for din brystform og ikke har gener, er der ikke grund til at få udskiftning af implantaterne. Men du bør have med i dine overvejelser, at brystimplantater kan nødvendiggøre operation senere i livet – enten for at tilpasse brystet til de naturlige aldersforandringer, eller hvis der tilkommer gener.

På alle Mentors silikoneimplantater er der livsvarig produktgaranti. Såfremt et implantat går i  stykker, får du nye implantater, hvis du ønsker det. Du skal dog selv betale for  operationen. Hvis et implantat går i stykker inden for 10 år, får du desuden 1000 Euro som hjælp til udgifter til operationen. 

FØR OPERATIONEN

Før operationen skal du til forundersøgelse. Her undersøger jeg dig  og tage mål af dine bryster. Du vil blive informeret om de forskellige typer af brystimplantater, operationen, senfølger og eventuelle komplikationer. Ud fra dine forventninger og den kliniske undersøgelse af dig planlægger vi, hvilken implantattype og størrelse, der er bedst egnet til dig, og om du evt. kan have gavn af et supplerende lille brystløft eller fedttransplantation. Jeg viser dig dig før/efter- billeder af andre patienter, så du kan få et realistisk indtryk af det forventede kosmetiske resultat.

Du er velkommen til at tage en ven eller et familiemedlem med til forundersøgelsen. Der skal gå mindst én uge fra forundersøgelsen til operationen, hvis indgrebet betragtes som udelukkende kosmetisk betinget.

Er du over 45 år gammel eller er genetisk disponeret for brystkræft, bør du få foretaget en mammografi- screening og evt. en ultralydsscanning af brysterne senest 14 dage før planlagt operation. Efter en evt. endt ammeperiode skal brysternes størrelse have været konstant i mindst 3 måneder, før operation foretages.

BEDØVELSE

Operationen foregår i fuld bedøvelse.

OPERATIONEN

Når du møder op, bliver du modtaget af en sygeplejerske. Herefter taler du med mig og en en narkoselæge. Operationen varer ca. 1 time. Selve indlæggelsen af implantaterne kan ske på flere måder. Implantaterne  de lægges ind via et snit i armhulen, et snit i kanten af brystvorten eller et snit i folden under brysterne. Den sidste metode er den mest brugte, og det er den metode, vi oftest anbefaler. Implantaterne placeres oftest bag den store brystmuskel. Hvis brysterne hænger lidt kan man vælge at bruge et dråbeformet implantat, som løfter brystet lidt og dermed undgå et brystløft. Hænger brysterne meget, må du dog regne med, at et brystløft også kan være nødvendigt. Under operationen gives antibiotika for at hindre betændelse. For at mindske smerten efter operationen, lægges et lokalbedøvende stof i den lomme, hvor implantatet lægges ind. Såret syes i flere lag og dækkes med plaster. Herover lægges en forbinding.

EFTER OPERATIONEN

De første timer efter operationen vil din hjerterytme, vejrtrækning m.m. Forbindingen fjernes før udskrivelse, og du iføres en BH. Ved udskrivelsen får du udleveret smertestillende medicin. Du får en tid til klinisk kontrol 2 uger og tre måneder efter operationen, og derefter kan du til hver en tid bestille tid til kontrol, hvis du ønsker det. Det anbefales, at du anvender BH nat og dag i 6 uger indtil implantaterne ligesom ”sætter sig”. Brystimplantater påvirker sjældent evnen til at kunne amme.

Sport og motion

Kan genoptages efter 4-6 uger. Undgå dog større skulderbevægelser i 6 uger efter operationen, som f.eks. tennis og brystsvømning.

Sol

Undgå sol i 2 uger efter operationen. Arrene skal herefter beskyttes i et år efter operationen med plaster eller BH, hvis du solbader.

Arbejde

Du skal regne med at tage fri fra arbejde i 1-2 uger efter operationen alt efter, hvor fysisk krævende arbejde du har.

ULTRALYDSSKANNING OG MAMMOGRAFI

Oftest kan man udføre en diagnostisk god mammografi, såfremt brystimplantaterne ligger bag ved den store brystmuskel. Der vil dog være tilfælde, hvor det ikke er muligt som f.eks. hos kvinder med udtalt kapseldannelse omkring implantaterne og hos kvinder med meget store implantater i forhold til kvindens bryst. Hos kvinder, hvor implantatet er placeret foran musklen, er det ikke muligt at udføre en fuldt tilfredsstillende screeningsmammografi.

I meget sjældne tilfælde kan et implantat briste i forbindelse med en mammografi.

Ultralydsscanning af brysterne hos kvinder med brystimplantater er muligt, men undersøgelsen er sværere at tolke, såfremt implantaterne ligger foran musklen.

BRYSTERNES BEVÆGELSE

Såfremt brystimplantaterne er placeret bagved den store brystmuskel, kan dette hos nogle patienter bevirke deformitet af brystet, når man bruger sin muskel. 

Smerter: Du vil føle smerter og ømhed i brystmusklen i 1-2 uger. Oftest kan silikoneimplantatet ikke føles. Slanke kvinder kan dog kunne mærke kanten af implantatet i siden og under brystet, hvilket er uden betydning.  

Ar

Operationen efterlader et ar på ca. 4 cm. Arret er permanent, men er oftest lyst og smalt som en streg. Hos enkelte patienter kan arret blive bredere og mørkere pigmenteret. Arret placeres så vidt muligt i folden under brystet, men i enkelte tilfælde kan arret være placeret lidt højere eller lavere.

Føleforstyrrelser

Føleforstyrrelser i brystet og brystvorten forsvinder oftest i løbet af 2-6 måneder, men kan hos enkelte patienter være permanente (under 1 %). Brystimplantation påvirker sjældent evnen til at amme.

DET FORVENTEDE KOSMETISKE RESULTAT

Lever resultatet ikke op til forventningerne, kan en ny operation komme på tale. Det er dog ikke i alle tilfælde muligt at operere til et mere tilfredsstillende resultat.

Hvad skal du også være opmærksom på: 

 

KAPSELDANNELSE: Når man får lagt et brystimplantat ind, dannes der altid arvæv omkring implantatet. Det er en del af kroppens naturlige fremmedlegemereaktion. Hos nogle patienter kan arvævet trække sig sammen, såkaldt kapselskrumpning, så brystet bliver mere fast og evt. ændre form. Hvis man ryger eller er opereret flere gange, er risikoen for kapselskrumpning større. Hvis kapselskrumpning giver gener, kan det være nødvendigt at operere for at fjerne hele eller dele af kapslen.

 

På Søernes Privathospital giver vi 5 års kapselgaranti hvilket betyder, at hvis du inden for 5 år får behov for operation på grund af kapseldannelse, tilbyder vi gratis operation af dette. 

 

 

RUPTUR & SILIKONEUDSLIP: Hvis et brystimplantat går i stykker, bliver silikonegelen oftest inden for bindevævskapslen, som kroppen har dannet omkring implantatet. Såfremt man igennem længere tid går med et implantat, som er gået i stykker, kan silikonen i sjældne tilfælde sive op i armhulen eller ud i brystkirtelvævet. Det er ikke videnskabeligt bevist, at silikone kan være årsag til bindevævslidelser eller brystkræft, men man kan få smerter og andre reaktioner i vævet. Man bør derfor komme til kontrol, hvis der tilkommer gener i brystet.

 

ASYMMETRI: Mange kvinder har fra naturens side asymmetriske bryster. Under operationen stiler kirurgen mod at opnå størst mulig symmetri. Der kan være risiko for, at der ikke kan opnås fuldstændig symmetri. 

 

BLØDNING: Blodansamlinger kan i sjældne tilfælde opstå inden for det første døgn efter operationen. Opstår en blødning vil det ses ved tiltagende hævelse og smerter. Blodansamlingen vil man fjerne kirurgisk ved en operation i fuld bedøvelse.

 

INFEKTION ses sjældent (hos under 1 %). Du bør henvende dig, hvis du får rødme, hævelse, varme og smerter på brystet. Infektion i huden kan behandles med penicillin. I tilfælde af infektion omkring implantatet, kan det være nødvendigt at fjerne implantatet, og vente min. 3 måneder, inden nyt implantat indopereres.

 

 

HÆVELSE: I sjældne tilfælde kan der ses hævelse og væskeansamling (serom) i brystet igennem længere tid. Er denne hævelse vedvarende, kan det blive nødvendigt at fjerne implantatet i en periode.

 

BIA-ALCL: I ekstremt sjældne tilfælde kan væskeansamling eller knudedannelse i relation til kapslen være forårsaget af en meget sjælden form for non-Hodgkin lymfom (BIA-ALCL). Der er registreret ca. 800 tilfælde internationalt ud af godt 30 millioner kvinder med brystimplantater (8 kvinder i DK). Man behandler sygdommen, ved at fjerne implantatet sammen med den kapsel, som omgiver implantatet. Det er vigtigt, at du henvender dig, hvis du udvikler hævelse, knudedannelse eller hævede lymfeknuder eller andet, som ikke kan relateres til det forventelige forløb efter operationen.
 

Øvrige risici:  Der er siden 1980’erne gennemført mange store studier for at undersøge og dokumentere sikkerheden ved diverse brystimplantater på markedet. Der forskes i eventuelle sammenhænge mellem brystimplantater og bindevævssygdomme og symptomer som f.eks. træthed og ledsmerter. Der er ikke videnskabelig evidens for, at brystimplantater medfører bindevævssygdomme, men en lille gruppe af kvinder udvikler uspecifikke symptomer og får bedring efter fjernelse af implantaterne, på trods af at de ikke har en aktiv bindevævssygdom. Breast Implant Illness (BII) bruges som samlebetegnelse for symptomer, som nogle kvinder relaterer til deres implantater. Mange af symptomerne som kronisk træthed, hårtab, led- og muskelsmerter og hududslæt kan imidlertid skyldes mange tilstande og sygdomme. Der er derfor ikke garanti for, at fjernelse af implantater og kapslen omkring implantaterne afhjælper symptomerne, og det er vigtigt, at man udredes for anden tilgrundliggende årsag til symptomerne. 

Du er altid velkommen til at komme til en forundersøgelse eller kontrol. Book gerne tid på 

tlf. 30 60 00 97 eller skriv til info@soernesprivathospital.dk

bottom of page