Søernes Privathospital
Martinsvej 10, 1900 Frederiksberg
tlf. 30 60 00 97, info@soernesprivathospital.dk
Din brystrekonstruktionsguide.
alt hvad du vil vide. På film.
Må jeg give dig den information, du leder efter? Her er mit helt nye filmprojekt - et non-profit projekt til kvinder, der skal træffe det svære valg, om de skal vælge fjernelse af bryst og evt. brystrekonstruktion:
Brystkræft rammer hver 9. af os kvinder i DK. De fleste kan behandles med brystbevarende kirurgi, men det er ikke en mulighed for alle. Brystrekonstruktion har stor betydning for livskvaliteten for mange kvinder, der skal have et/begge bryster fjernet pga. brystkræft eller kvinder, som vælger risiko-reducerende fjernelse af bryst pga. høj familiær disposition for brystkræft. Mange kvinder søger forgæves informationer på nettet inden operation - og efterspørger et samlet informationsmateriale om rekonstruktionsmuligheder. Det får du her - en let forståelig information om diverse rekonstruktionsmuligheder. Det er ikke tænkt som erstatning for en personlig konsultation, men som et supplement med simpel beskrivelse af rekonstruktionsteknikker, animationsfilm og personlige historier fra kvinder om brystrekonstruktionsforløb og livskvalitet.
Ved en tilfældighed havde jeg en brystrekonstruktionspatient Anja Kirmanen, som er filmproducer (og som også havde researchet uden at kunne finde information om rekonstruktion inden sin første operation), og sammen har vi nu produceret alment orienterende film, i alt 11 små film, som indeholder generel information, beskrivelse af de forskellige rekonstruktionsteknikker og animationsfilm samt samtaler med 4 kvinder, der fortæller deres historie. Filmene er baseret på sponsorater og fondsmidler, som et non-profit projekt for at brystkræftramte kvinder hjælpes til bedre information, tryghed og coping inden operation.
Filmene er produceret med økonomisk støtte fra Pink Tribute (hovedsponsor), Familien Hede-Nielsens Fond, Noscomed og Upviser, som takkes for sponsoraterne.